Duncan jagter rekorden

Da AGF hjemme i Aarhus vandt med 3-1 over Esbjerg fB, og dermed slap fri af en nervepirrende nedrykningsfinale, var værternes anfører Morten "Duncan" Rasmussen (Foto: Getty Images) i fokus flere gange. Først da han assisterede Kasper Junker, der bragte århusianerne foran med 1-0, og senere i kampens tillægstid, da han scorede sæsonmål nummer 14.

Scoringen var dog mere end det, for Duncan tangerede nemlig også Søren Frederiksens målrekord med 139 Superligamål, hvilket blev fejret med et rullefald, som Søren Frederiksen blev kendt for i sin aktive karriere.

Nu jagter Duncan så muligheden for at få rekorden alene, og første mulighed kommer på mandag, når AGF på udebane møder Viborg FF i det første af to opgør, der sikrer vinderen endnu en sæson i Superligaen.