Debut i sigte for unge FCK'ere

Når FC København onsdag spiller pokalkamp på en fjern udebane, hvor Jammerbugt FC er vært, syner det måske ikke umiddelbart som den mest ophidsende opgave for Superligaens suveræne førerhold.

Men for tre unge BTAM-spillere i FCK-truppen kan mødet med Jammerbugt FC udvikle sig til noget helt specielt. Nicklas Røjkjær, Luka Racic og Mads Roerslev Rasmussen (Foto: BTAM) er nemlig alle udtaget, og hvis de tre U19-spillere kommer på banen, bliver der tale om debut på FC Københavns bedste hold.

De tre spillere har den seneste tid imponeret på klubbens U19-mandskab, og det belønnes nu med udtagelsen til den trup, der onsdag flyver til Aalborg for at spille pokalkamp på på Aalborg Stadion, hvor kampen er flyttet til fra det mere beskedne Sparekassen Vendsyssel Arena mellem Pandrup og Kaas, hvor Jammerbugt FC normalt spiller sine hjemmekampe.

Der er kampstart klokken 17.30.