Dansk stortalent skifter til tysk storklub

Han nåede ikke engang 20 kampe på FC Midtjyllands bedste mandskab, 18-årige Andreas Poulsen (Foto: BTAM), men talent lader sig hverken stoppe af antal spillede kampe eller alder, og derfor kunne Andreas først på ugen officielt underskrive en femårig kontrakt med den traditionsrige Bundesligaklub, Borussia Mönchengladbach.

Det gjorde han efter et veloverstået lægetjek hos tyskerne, og underskriften var samtidig et punktum for en lang periode, hvor Gladbach-ledelsen har haft et godt øje til venstrebensspilleren, der er et produkt af talentudviklingen i FC Midtjylland.

- BTAM har betydet sindssygt meget for mig i denne sag, for det er noget, vi har knoklet for længe, og nu lykkedes det endelig, siger en glad Andreas.

Handlen gør ham til den dyreste, danske teenager solgt til en udenlandsk klub nogensinde, og i Gladbach bliver han blandt andre holdkammerater med den danske landsholdsspiller Jannik Vestergaard.

- Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang dernede, lyder det fra en forventningsfuld Andreas.

Han tiltræder officielt den 1. juli, og han er bevidst om, at der venter hårdt arbejde for at tage endnu et skridt i en karriere, som indtil nu har udviklet sig eksplosivt.

Stort tillykke med kontrakten, Andreas - vi glæder os så meget til at følge dig i en af verdens største og bedste ligaer. Held og lykke.