Bruun Larsen forlænger med Dortmund

Stortalentet Jacob Bruun Larsen (Privatfoto) har netop forlænget sin kontrakt med den tyske Bundesligastorklub Borussia Dortmund.

Den nye kontrakt løber frem til sommeren 2021, og kontraktforlængelsen kommer på et tidspunkt, hvor den unge spiller er på skadeslisten på grund af et brud i venstre fod. Ikke desto mindre har Dortmund-ledelsen ønsket at sikre sig Jacobs underskrift på en lang kontrakt, og alle ser frem til, at han til den kommende sæson er klar igen.

Borussia Dortmunds sportsdirektør, den tidligere storspiller Michael Zorc, besøgte danskeren på hospitalet efter operationen, og Zorc havde blandt andet den nye kontrakt med under armen.

- Vi ser frem til at følge Jacobs udvikling i den kommende sæson, hvor han skal forsøge at gøre som eksempelvis Christian Pulisic og få et gennembrud på klubbens bedste hold, siger Michael Zorc.

Jacob kom til Dortmund i sommeren 2015, han har fejret det tyske mesterskab som både U17- og U19-spiller, han er i indeværende sæson suveræn topscorer på U19-holdet med 20 mål i 20 kampe, og sidst i oktober 2016 fik han som 18-årig sin debut på Bundesligaholdet i en pokalkamp mod Union Berlin.

Stort tillykke til Jacob med kontraktforlængelsen.