Bendtner tilbage med scoring

Det var på alle måder en dramatisk kamp, da Nicklas Bendtner (Foto: Getty Images) lørdag gjorde comeback i Nottingham Forests startopstilling efter en længere skadespause. Han gjorde det hjemme på City Ground foran godt 21.000 tilskuere og med topholdet fra Newcastle som modstander.

Opgøret bød på tre scoringer, to røde kort til gæsterne og to misbrugte straffespark af hjemmeholdet.

Bendtner var synderen på det ene straffespark, men angriberen gjorde skaden god igen, da han kort efter pausen udlignede Newcastles 1-0 føring fra første halvleg. Han gjorde det tæt under mål, hvor han viste sit gamle målinstinkt og prikkede bolden over stregen efter klumpspil. På den måde fik han kontant belønning for en hård genoptræning efter sin ankelskade.

Det blev endda endnu bedre for Forest-mandskabet, da den tidligere Nottingham-spiller Jamaal Lascelles var uheldig at score i eget net fem minutter inden slutfløjtet, og det betød, at værterne kunne juble over en sejr på 2-1.