Banggaard med i dansk succes

Da Danmarks U21-landshold tirsdag aften sikrede sig deltagelse i næste års EM-slutrunde i Polen, var Patrick Banggaard (FOTO: Getty Images) med i hele kampen.

Danskerne vandt med sikre 3-1 over Rumænien - ikke mindst skabt på en forrygende første halvleg af værterne i Aalborg. Banggaard spillede i det centrale forsvar, og den lange FC Midtjylland-spiller leverede en flot indsats med sikre indgreb, god timing og fuldstændig ro i sine aktioner, hvilket da også kastede rosende ord af sig fra DR-kommentator Andreas Kraul og medkommentator Kenneth Møller Pedersen.

Selv om Danmark allerede er sikret EM-deltagelse, er der stadig to kampe i kvalifikationsspillet - Bulgarien på udebane den 7. oktober samt Luxembourg på hjemmebane i Aalborg den 11. oktober.