Asger Sørensen på måltavlen

Onsdag var en stor dag for den unge danske midterforsvarer Asger Sørensen (Foto: Getty Images).

For det første spillede han 90 minutter for Red Bull Salzburg i anden runde af pokalturneringen i Østrig. Modstanderen var på udebane regionalligaholdet SC Mannsdorf, og værterne fandt ud af, at forskellen på regionalligaen og toppen af østrigsk fodbold er enorm. Udeholdet vandt nemlig med overbevisende 7-1.

For det andet scorede Asger Sørensen sit første mål for det bedste hold i Red Bull Salzburg, da han efter 19 minutters spil gjorde det til 2-0. Stort for den unge spiller, der i denne sæson veksler mellem Red Bull Salzburgs bedste hold og reserveholdet kaldet FC Liefering, og efter en periode præget af mange skader, er han for alvor ved at vise sit fulde potentiale som en af fremtidens store midterforsvarere.