2017 godt i gang for Mølvadgaard

Superligaklubben Randers FC har afviklet årets første testkamp. Det skete på kunstgræsset ved siden af Casa Arena i Horsens, og hos gæsterne er den 17-årige angriber Marcus Mølvadgaard (Foto: Getty Images) nu en fast del af førsteholdstruppen.

Mod AC Horsens indledte han kampen på sidelinjen, men i pausen kom han på banen i stedet for Viktor Lundberg, og det viste sig at være en god beslutning. Unge Mølvadgaard viste nemlig sin målnæse og frækhed, da han fra lang afstand loppede Randers-mandskabet i front med 1-0.

Senere udlignede AC Horsens til 1-1, der også blev på kampens slutresultat - men flot af kronjydernes unge angriber, at han, trods sit nylige skifte fra U19-fodbold til seniorfodbold på topplan, allerede viser, at han kan og vil være med i kampen om startpladserne hos kronjyderne.