Morten Frendrup fik Derby-sejr og første Superligascoring
Kig godt på billedet.
Sådan ser man ud, når man lige har scoret sit første Superligamål for Brøndby IF, og det ser ikke ud til at genere Morten Frendrup (Foto: Getty Images), at det skete mod ærkerivalerne fra FC København på et som altid gyngende Brøndby Stadion.
23 minutter var der spillet, da Morten skabte fundamentet for 2-1 sejren i københavnerderby nummer 97.
- Jeg har sparet lidt sammen til det, så jeg er glad for at kunne score mit første Superliga-mål i dag. Det var en kæmpe forløsning at se den gå ind og at kunne betale lidt tilbage til alle de fans, som altid støtter os i tykt og tyndt. At slå FCK er kæmpe, for det er vores største rivaler, så det er pisse fedt, sagde Morten Frendrup blandt andet til Brøndby IF's hjemmeside efter opgøret.
Dermed vandt Morten også håneretten i BTAM-mødet med William Bøving og Victor Kristiansen, som begge var med i gæsternes startopstilling, mens Rasmus Højlund blev indskiftet i pausen.
Kæmpe stort tillykke med første Superligamål til Morten.